tirsdag den 31. juli 2012

Knap på knap...

Synes lige, hende spralbassen skulle have en nederdel mere, når nu den anden blev så fin! Faktisk er der stof til endnu en.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, knapperne var nogle, jeg havde liggende i gemmerne, men jeg har ingen gemmer! Så rent faktisk har knapperne kostet mere end de to nederdele tilsammen i stof :) 



mandag den 30. juli 2012

Hæklede pandekager - DIY

Pandekagerne er nok det største hit af dem alle... det er jo sådan nogle, Rasmus Klump spiser!
I bund og grund er de nok også de letteste at lave, men pandekager kan man jo næppe få for mange af.


Opskrift

Nål str.: 3 eller 3½ alt efter hvor faste man ønsker dem (3½ så bliver de dejlig lette at rulle)
Garn: Bomuldsrester

Lav en magisk ring med 6 masker - saml med 1 km.
1. omg.: Hækl 2 fm i hver m. afslut med 1 km.
2. omg.: *Hækl 2 fm i første m., derefter 1 fm i næste m.* gentag omgangen ud - afslut med 1 km.
3. omg.: *Hækl 2 fm i første m., derefter 1 fm i de næste 2 m.* gentag omgangen ud - afslut med 1 km
4. omg.: *Hækl 2 fm i første m., derefter 1 fm i næste 3 m.* gentag omgangen ud - afslut med 1 km
5.-? omg.: Fortsæt med at øge antallet af fm - * Hækl 2 fm i første m., derefter 1 fm i næste X m.* - afslut med 1 km.

Stop når pandekagen passer til panden - hos os er det ca. 13 cm i diameter.

søndag den 29. juli 2012

Hæklede tebreve - DIY

Vores datter fik i 1 års fødselsdagsgave et IKEA køkken - men et køkken uden mad er ikke meget værd. Derfor fandt jeg hæklenålen frem og har nu de sidste par år hæklet gulerødder, spejlæg, tebreve, ostemadder m.m. Det har været en stor succes for både mor og datter...



Men opskrifterne var svære at finde... så langt det meste er homemade :)
Jeg forsøger med en DIY, hvis andre har lyst til at prøve. Hvis I benytter opskriften, henvis da gerne hertil :)

Opskrift


Nål: nr. 3
Fyld: fiberfyld
Garn: Bomuldsrester :)

Tepose:

1. omg.: Start med 8 lm
2. omg.: Vend 7 fm tilbage afslut med 1 lm 
3. - ? omg.: Fortsæt som ovenfor til stykket måler 9 cm

Mærkat:

1. omg.: Start med 5 lm
2. og 4. omg.: Vend 4 fm tilbage afslut med 1 lm

Fold stykket og sy det sammen i den ene side og toppen...


Sy på tværs ca. 1/3 fra toppen.
Put fyld i og sy siden sammen.


Træk garnet gennem teposen og hækl 14 lm.


Hækl 1 fm gennem mærkatet vend og hækl km tilbage ad snoren.



Vupti tebreve med skovbær og mynte :)


mandag den 16. juli 2012

Solbær

Her er så første års høst af solbær - præcis 1 kg.
De tidligere år har jeg hapset hos familie og venner, men i år altså egen avl - bare lige til at blive rigtig glad af!  

Vores urtehave er meget beskeden, derfor forsøger jeg i smug at udvide den dvs. med solbær rundt om legehuset og rabarber i staudebedet, men helt ærligt, så tror jeg manden har luret mig...




lørdag den 14. juli 2012

Fisk...


Vi startede ferien med at køre en tur til Snaptun for at fange krabber - det var en kæmpe succes. De efterfølgende dage hang Alberte hen over armlænet på lænestolen i stuen, med en tilfældig fundet snor, der simulerede fiskestang/krabbefanger og forsøgte på bedste vis at fange, de ikke eksisterende smådyr på bunden af trægulvet. Så i aftes kreerede jeg denne fisk efter opskrift fra denne blog Haxan Sytant - det er så dejlig, når folk deler, og det, de deler, er til at forstå :)

Så fisken er nu pålimet en magnet og venter blot på fiskestangen - og resten af fiskene, jeg er nu ikke helt sikker på, det er en stimefisk, men måske mere en "Mig i mine TO venner svømmer lige en tur her forbi!" :)

Rundt på rundt på rundt...

Jeanette, der har bloggen Lutteridyl, havde for et stykke tid siden en rund pude på bloggen og har været sød at læggen en DIY ud her, og så var det lige til at gå til. Dog krævede puden lidt mere garn, end jeg først havde troet, derfor er bagsiden lavet af diverse rester i blå nuancer.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, der går rigtig lang tid, før end jeg skal hækle noget som helt rundt igen :)

Jeg kan klart anbefale et kig forbi Jeanettes blog, den er super inspirerende og så er der mange, rigtig mange fine DIY også til os nybegyndere - måske lige præcis til os nybegyndere...

tirsdag den 10. juli 2012

Vimpler...



Så er første lille dreng ankommet - og første barselsgave færdig lavet... 
Faktisk er alle tre vimpler (jep to små mere her i sensommeren) mere eller mindre færdige. Den sidste månede har jeg hæklet 80 af disse små trekanter, så i aften har jeg ladet hæklenåen ligge og istedet  lavet 6 glas jordbærmarmelade.


Opskriften er jeg spændt på, da den oprindelige er blevet væk, skal lige have fat i min tante inden jordbærhøsten næste år... men mon ikke denne også smager af jordbærmarmelade?



søndag den 1. juli 2012

Blomst på blomst


               For et par år siden lavede vi et staudebed, og nu 
               viser det sig fra sin allerflotteste side. Det er en sand 
               fornøjelse at gå tur i haven - og til forskel fra sidste 
               år er der i år blomster nok til at tage ind af! 





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...